Make Djursland Great Again

Vi er Frede, Mikkel, Gustav og Jonatan — fire journaliststuderende fra DMJX.

Prognoser viser tydeligt, at flere og flere tilvælger bylivet frem for naturskønne områder som Djursland. Derfor har vi valgt at fokusere på, hvad der kan få folk til at flytte til Djursland og dermed gør området attraktivt igen.

Igennem åbne dialoger med de lokale har vi sporet os ind på, hvad der gør Djursland unikt.

Vi har blandt andre talt med et par, der aktivt har valgt at bosætte sig i Nørager, og et andet par, der bor i Grenaa. Begge par fremhæver især naturen som en afgørende faktor for deres valg om at bosætte sig i Norddjurs.

Derudover har vi besøgt flere plejehjem på Djursland for at høre de lokale historier om, hvorfor de kom til området. Vi har også talt med bosætningskonsulenter, der arbejder med at hjælpe tilflyttere med at falde til i kommunen, ligesom vi har talt med politikerne om, hvad de vil gøre for at få flere til området.

Fælles for dem alle er, at de har en kærlighed til Djursland og mener, at området har mere at byde på, end hvad prognoserne viser.

Gennem disse samtaler håber vi at kunne formidle, hvorfor Norddjurs er et sted, hvor mennesker ikke blot bor, men virkelig lever — omgivet af smuk natur og stærke fællesskaber.