Prognoser viser, at befolkningen i Norddjurs Kommune, i modsætning til store dele af Østjylland, er i tilbagegang. Men hvordan sørger man for at bremse den og få flere nye til? To lokalpolitikere giver deres bud på hvordan.

Skrevet af: Gustav Volstrup Sønderlund

Færre og færre mennesker vælger Norddjurs Kommune til.

Det viser en rapport udarbejdet af Dansk Industri, som prognosticerer, at befolkningsantallet vil falde med 14,4 procent frem mod 2045 blandt de 20- og 64-årige. Aktuelt lyder befolkningsantallet i kommunen på cirka 37.000 indbyggere.

Den tendens forklarer ejendomsmægler i Nybolig i Auning Jacob Stensgaard særligt skyldes, at der generelt er en udvikling i samfundet, hvor borgerne søger mod de større byer – altså en urbanisering, som han som ejendomsmægler i udkantsdanmark kender til, når folk flytter fra kommunen.

I Østjylland er det særligt en by som Aarhus, der tiltrækker, hvilket også afspejler sig i prognosen, der forventer, at befolkningen vil stige med 8,4 procent i 2045 i Danmarks næststørste by.

Og det er dermed en tendens, der får konsekvenser for en kommune som Norddjurs.

Men det betyder bestemt ikke, at det er en tabt kamp til de store byer, for der er i Jacob Stensgaards optik meget, man kan gøre, for at gøre Norddjurs til et mere attraktivt sted at flytte til.

Det ser byrådskandidat fra Liberal Alliance Emil Munk Koust Hansen og byrådsmedlem fra Socialdemokratiet Karoline Bergkvist Søgaard sig enige i.

Og med et forestående kommunalvalg har de begge flere forslag til, hvordan man kan få flere til Norddjurs Kommune.

Bedre infrastruktur

Én ting, der især går igen hos dem alle tre, er infrastrukturen i kommunen. Forbedres den, giver det bedre levevilkår for beboerne, ligesom det vil kunne trække flere til, mener Jacob Stensgaard.

”Jeg ved fra dem, jeg sælger huse til, at det er vigtigt, at infrastrukturen er i orden. Hvis man for eksempel kunne få lavet en motorvej i stedet for den trælse motortrafikvej, vi har lige nu, hvor man skal igennem Trustrup og Tirstrup for at komme fra Grenaa til Aarhus. Så hvis man kan lave en bedre vej bedre på den strækning og også en bedre kollektiv trafik,” forklarer han.

Netop en bedre vej til eksempelvis Grenaa er også afgørende ifølge Karoline Søgaard, der mener, at en motorvej til Grenaa vil gavne hele kommunen så vel som den største by.

”Det er noget, vi håber på, kan lade sig gøre i fremtiden, for en motorvej vil gøre afstanden til de større byer mindre og dermed en by som Grenaa mere attraktiv,” lyder det fra hende.

Hun kan dog røbe, at man aktuelt er i gang med at arbejde for en udvidelse af den nuværende motortrafikvej til en såkaldt 2+1-vej hele vejen til Grenaa, som ellers lige nu ophører ved lufthavnen.

Lige netop Grenaa, som ellers er kommunens største by med mange arbejdspladser, er især udfordret af den ufavorable infrastruktur grundet byens geografiske placering helt i øst, pointerer Jacob Stensgaard, hvorfor han altså mener, at en motorvej især vil gavne byen.

Afstanden til en Aarhus er derfor for stor til, at tilflyttere, der stadig vil have storbyen tæt på, vil flytte til Norddjurs

Men det er ikke kun vejnettet, som kan forbedres for at styrke infrastrukturen. Især også den kollektive transport kan trænge til et løft, mener de alle tre.

I 2023 lukkede flere busruter i Østjylland, da Midttrafik skulle spare 25 millioner kroner, hvilket også gik ud over Norddjurs Kommune. Det forårsagede, at de afgange, hvor busruterne erfaringsmæssigt havde få passagerer, blev sløjfet på ruterne 122, 211, 212, 213, 214, 217 og 319.

Det har skabt udfordringer for borgerne, der nu har sværere ved at komme rundt i kommunen, mener Emil Hansen.

”Det er vigtigt, at vi får busruterne til at fungere optimalt igen. Nu skal man benytte Flextrafik for at komme rundt i yderområderne, og det er meget svært for nogle borgere. Vi har brug for, at man gentænker busruterne, så de kører mere logisk. Lige nu er især et område som Constantia ramt af de lukkede busruter,” pointerer han.

Og Karoline Søgaard giver ham til ret, om end det ikke er så simpelt at forbedre den kollektive trafik.

”Jeg er enig i, at det ikke fungerer godt nok nu med den løsning, vi har fået, efter at flere busruter er blevet lukket. Men det kan heller ikke nytte noget at genindføre busruterne, for der var ingen, der kørte med dem, og det er ikke bæredygtigt på nogen måder. Så vi skal gentænke en løsning,” mener hun.

Et bud på sådan en har Emil Hansen også.

”Hvis nu man uddelte opgaven til en privat udbyder, vil de mere effektivt kunne lægge nogle logiske busruter, som vil gavne flest muligt, da de vil være afhængige af, at folk tager bussen, så de må effektivisere deres forretning,” lyder et konkret forslag.

Det kan Karoline Søgaard dog ikke se sig enig i.

”Det er ikke nogen løsning i mine øjne. Men lad os være enige om at være uenige,” fremhæver hun med et smil.

Gå efter børnefamilierne

Som ejendomsmægler har Jacob Stensgaard fingeren på pulsen for, hvem der har interesse i at flytte til Norddjurs.

Og han ved af erfaring, at det især er børnefamilierne, der har interesse i at flytte til Norddjurs Kommune, da huspriserne eksempelvis er billigere end i de omkringliggende kommuner.

Det samme mener Karoline Søgaard og Emil Hansen, og de fremhæver begge, at man skal sigte efter at tiltrække børnefamilierne.

Dette kan gøres ved at brande skolerne og ungdomstilbuddene – måske også bedre, end man har gjort hidtil.

”Det er vigtigt, at vi viser til børnefamilierne udenfor kommunen, at vi har nogle gode skoler og nogle fede ungdomstilbud, som er attraktive før børn og unge,” påpeger 22-årige Emil Hansen.

Han mener dog, at man godt kunne gøre mere for at forbedre de almene skoler i kommunen, så det bliver endnu mere attraktivt for børnefamilierne at flytte til Norddjurs.

”Lige nu er det sådan, at en stor del af lærernes arbejdstid bruges på en masse bureaukratisk papirarbejde. Hvis nu man skar ned på noget af det, ville der være mere tid til bedre forberedelse og mere tid til undervisning af eleverne, som er mere attraktivt for børnefamilierne,” pointerer han.

En strategi, hvor man søger at forbedre de almene skoler, kan Karoline Søgaard godt sætte sig ind i.

Og faktisk er det allerede noget, man har forsøgt sig på i kommunen, for man har investeret flere penge i at styrke almenskolerne. Dog er noget af finansieringen kommet fra at fjerne nogle af specialtilbuddene, hvilket Karoline Søgaard, der ved siden af sin byrådsplads til daglig arbejder med PPR i kommunen, godt kan ærgre sig over.

Erhvervslivet skal genrejses

Går man en tur i Grenaa gågade, ville man opdage, at mange af butiksvinduerne står tomme, og der er ikke det samme erhvervsliv, som tidligere har blomstret i byen.

Det nikker Emil Hansen, der er opvokset i Grenaa og dermed har oplevet byens tilbagegang, genkendende til.

Derfor agter han at gøre noget ved at foreslå en støtteordning, der vil gøre det mere gunstigt for erhvervsdrivende at etablere sig i Grenaa.

”Hvis man oprettede en pulje, der kunne hjælpe butikkerne med at betale den dyre husleje i vintermånederne, hvor omsætningen er lavere, kunne det øge lysten til at drive forretning i Grenaa. Eller man kunne sætte et loft på huslejen, så den ikke er så dyr for de erhvervsdrivende,” lyder forslaget fra LA-politikeren.

Det forslag ser Karoline Søgaard dog ikke som en løsning.

”Jeg synes ikke, man som kommune skal blande sig i markedet. Det er heller ikke kommunen, der udlejer lokalerne, så vi skal ikke bestemme huslejepriserne,” slår hun fast.

Til gengæld mener hun, at der er noget, som kommunen kan gøre for at skabe mere liv i Grenaa, der i sidste ende vil gavne erhvervslivet.

”Vi kan sørge for at fremme og forbedre de kulturelle tilbud i byen, som vi som kommune er ansvarlige for,” foreslår hun.

I Nørager, hvor knap 300 sjæle har hjemme, betyder fællesskab alt. Her kender alle hinanden, og sportsklubberne er ikke bare et sted for fysisk aktivitet – de er byens hjerte. For Mads Fuglsang Pedersen og Sarah Ryberg-Hemicke er det netop sportens stærke sammenhold, der har formet deres hverdag og skabt et liv i den lille by. 

Af Mikkel Bæck Gregersen og Jonatan Nefer 

“Jeg skal aldrig bo i Nørager!”

Sådan lød ordene fra Sarah, da hun i sin tid besøgte Mads’ familie i byen. Men tingene ændrede sig. Parret har i dag slået rødder i byen, og selvom det krævede tilvænning for Sarah, ser hun nu fordelene ved livet i det lille lokalsamfund. Livet i en mindre by betyder, at man kommer hinanden ved, og at naboer ikke bare er nogen, man bor ved siden af – de bliver en del af ens hverdag. 

Opvokset i fællesskab 

Mads er født og opvokset i Nørager. For ham har byen altid været noget særligt – det er her, han har fået venner for livet, og hvor sammenholdet har vist sig stærkest. 

Spørger man ham ind til sin opvækst i Nørager, tændes glimtet i øjet omgående. Han mindes især trygheden i, at alle kender hinanden, og har stadig venskaber, der rækker helt tilbage til barndommen. Barndommen var præget af frihed, hvor børnene uden bekymringer kunne bevæge sig rundt i byen, og hvor den lokale boldbane var mødestedet for mange timers leg og sport. 

“Vi mødtes jo altid bare nede på boldbanerne, når vi havde fri fra skole eller i weekenderne. Jegskyndte mig at lave sine lektier, og så var det bare afsted. Vi var en gruppe på en 10-12 drenge og piger fra min alder og et par år yngre. Vi lavede meget sammen – spillede fodbold og rundbold. Det var sådan en barndom, jeg gerne ville give mine børn, og det er det, jeg altid har sagt, at jeg gerne vil til Nørager for.” 

I dag spiller Mads stadig fodbold og engagerer sig som frivillig i klubben, hvor han hjælper til, hvor behovet opstår. Han mener, at engagement i det lokale fællesskab er vigtigt for at bevare det stærke sammenhold og sikre, at de kommende generationer får samme muligheder for fællesskab og tryghed, som han selv oplevede. 

Ind i fællesskabet 

Sarah kommer fra Hadsten, en noget større by, hvor sport var en fritidsaktivitet – men ikke nødvendigvis et fællesskab. Da hun mødte Mads, havde hun ét forbehold: 

“Jeg prøver at se fordelene i det, for dem er der klart flest af.” 

Sarah tilmeldte sig håndboldklubben allerede inden flytningen, og det blev hendes vej ind i fællesskabet. Sporten har ikke kun givet hende nye bekendtskaber, men også en følelse af at høre til. 

“Alle kender alle, jeg mener ALLE kender virkelig ALLE!” 

At komme fra en større by, indebar for Sarah lukkede døre og haver, og har krævet en omstilling. I Nørager banker naboerne på uden varsel, og Sarah har måttet vænne sig til en mere åben måde at omgås hinanden på. Hun har også oplevet, hvordan hverdagen i et mindre samfund ofte indebærer spontanitet – man mødes tilfældigt i Brugsen, inviterer hinanden på kaffe eller hjælper til ved fælles arrangementer. 

“Da jeg boede hjemme, gik jeg bare rundt i G-streng. Der kom aldrig nogen forbi, jeg vidste, hvornår mine forældre kom hjem, og at naboerne ikke bare kom forbi. Det kan jeg ikke her.” 

Men selvom det kræver tilpasning, ser hun værdien i at være en del af et ægte fællesskab. 

Sportsklubben som byens samlingspunkt 

Nørager Boldklub er byens nerve. Her mødes folk på tværs af generationer, og det er ikke kun spillerne, der er en del af klubben – det er hele byen. Frivillige er afgørende for klubbens eksistens, og deres engagement skaber en stærk følelse af fællesskab. 

Sporten i byen har en vigtig social funktion, hvor både børn, unge og voksne har mulighed for at mødes og engagere sig i fællesskabet. Mange af de voksne har selv spillet i klubben som børn, og nu er de med til at træne de yngre generationer. Klubben er også et samlingssted ved byfester, julearrangementer og arbejdsdage, hvor der bliver bygget og vedligeholdt faciliteterne. 

“Det er svært at komme til byen uden at kende nogen, som allerede bor her. Camilla (kæreste til Mads’ bror) kommer heller ikke herfra, og hun valgte også at starte til håndbold.” 

“Nu vil der komme et generationsskifte i bestyrelsen i boldklubben, fordi der har siddet mange af de ældre, hvor så vi er nødt til at finde nogle nye der kan tage over. Nogle nye øjne og kræfter. Det er blevet sagt højt, for at det, der er, ikke dør ud med de gamle – og det er lykkedes.” 

Det sociale sammenhold strækker sig langt ud over banerne. Klubben arrangerer sommerfester, fællesspisninger og turneringer, som samler hele byen. Sporten bliver dermed et samlingspunkt, hvor venskaber skabes, og hvor alle bidrager til at holde gang i byen. 

Fremtiden for Nørager – og for Mads og Sarah 

Mens mange mindre byer kæmper med fraflytning og manglende faciliteter, oplever Nørager ikke samme tendens. Det skyldes i høj grad, at byen har et stærkt fællesskab og en velorganiseret sportsklub, som fungerer som en social rygrad. 

Kommunernes Landsforenings analysemagasin Momentum foretog tilbage i 2021 en undersøgelse, der viste, at hver syvende flytter tilbage til deres barndomskommune som voksen. Her klarer Norddjurs kommune sig også godt, da de ligger i den næsthøjeste kategori, der viser, at mellem 14 og 16,9% vender tilbage til kommunen som voksen. 

Mads og Sarah ser optimistisk på fremtiden og håber, at fællesskabet fortsat kan tiltrække nye beboere. De oplever, at flere unge familier vælger at bosætte sig i byen, netop fordi den byder på trygge rammer for børnene. 

“Når mine venner spørger, hvorfor vi flytter hertil, så svarer vi, at vi prioriterede vores børn.” 

For dem er Nørager ikke bare en lille by – det er et hjem, bygget på sammenhold, frivillighed og en dybfølt kærlighed til sporten. 

Selvom parrets ældste søn Magnus blot er 2 år, tør Mads og Sarah allerede nu lade ham løbe ned ad vejen til sin ven. De føler en stor tryghed i, at børnene vokser op i et miljø, hvor man hjælper og holder øje med hinanden. 

“Han ved allerede nu, at han bare skal løbe ned for enden til venstre.” 

De mener, at en stor del af byens sammenhængskraft skyldes sportsklubben. Når folk samles omkring klubben, bliver det tydeligt, at det er fællesskabet, der holder liv i byen: 

“En stor del af, at byen lever, som den gør – det er boldklubben!” 

Estrids Vej Til Djursland

Ellas Vej Til Djursland

Annas Vej Til Djursland