I Nørager, hvor knap 300 sjæle har hjemme, betyder fællesskab alt. Her kender alle hinanden, og sportsklubberne er ikke bare et sted for fysisk aktivitet – de er byens hjerte. For Mads Fuglsang Pedersen og Sarah Ryberg-Hemicke er det netop sportens stærke sammenhold, der har formet deres hverdag og skabt et liv i den lille by. 

Af Mikkel Bæck Gregersen og Jonatan Nefer 

“Jeg skal aldrig bo i Nørager!”

Sådan lød ordene fra Sarah, da hun i sin tid besøgte Mads’ familie i byen. Men tingene ændrede sig. Parret har i dag slået rødder i byen, og selvom det krævede tilvænning for Sarah, ser hun nu fordelene ved livet i det lille lokalsamfund. Livet i en mindre by betyder, at man kommer hinanden ved, og at naboer ikke bare er nogen, man bor ved siden af – de bliver en del af ens hverdag. 

Opvokset i fællesskab 

Mads er født og opvokset i Nørager. For ham har byen altid været noget særligt – det er her, han har fået venner for livet, og hvor sammenholdet har vist sig stærkest. 

Spørger man ham ind til sin opvækst i Nørager, tændes glimtet i øjet omgående. Han mindes især trygheden i, at alle kender hinanden, og har stadig venskaber, der rækker helt tilbage til barndommen. Barndommen var præget af frihed, hvor børnene uden bekymringer kunne bevæge sig rundt i byen, og hvor den lokale boldbane var mødestedet for mange timers leg og sport. 

“Vi mødtes jo altid bare nede på boldbanerne, når vi havde fri fra skole eller i weekenderne. Jegskyndte mig at lave sine lektier, og så var det bare afsted. Vi var en gruppe på en 10-12 drenge og piger fra min alder og et par år yngre. Vi lavede meget sammen – spillede fodbold og rundbold. Det var sådan en barndom, jeg gerne ville give mine børn, og det er det, jeg altid har sagt, at jeg gerne vil til Nørager for.” 

I dag spiller Mads stadig fodbold og engagerer sig som frivillig i klubben, hvor han hjælper til, hvor behovet opstår. Han mener, at engagement i det lokale fællesskab er vigtigt for at bevare det stærke sammenhold og sikre, at de kommende generationer får samme muligheder for fællesskab og tryghed, som han selv oplevede. 

Ind i fællesskabet 

Sarah kommer fra Hadsten, en noget større by, hvor sport var en fritidsaktivitet – men ikke nødvendigvis et fællesskab. Da hun mødte Mads, havde hun ét forbehold: 

“Jeg prøver at se fordelene i det, for dem er der klart flest af.” 

Sarah tilmeldte sig håndboldklubben allerede inden flytningen, og det blev hendes vej ind i fællesskabet. Sporten har ikke kun givet hende nye bekendtskaber, men også en følelse af at høre til. 

“Alle kender alle, jeg mener ALLE kender virkelig ALLE!” 

At komme fra en større by, indebar for Sarah lukkede døre og haver, og har krævet en omstilling. I Nørager banker naboerne på uden varsel, og Sarah har måttet vænne sig til en mere åben måde at omgås hinanden på. Hun har også oplevet, hvordan hverdagen i et mindre samfund ofte indebærer spontanitet – man mødes tilfældigt i Brugsen, inviterer hinanden på kaffe eller hjælper til ved fælles arrangementer. 

“Da jeg boede hjemme, gik jeg bare rundt i G-streng. Der kom aldrig nogen forbi, jeg vidste, hvornår mine forældre kom hjem, og at naboerne ikke bare kom forbi. Det kan jeg ikke her.” 

Men selvom det kræver tilpasning, ser hun værdien i at være en del af et ægte fællesskab. 

Sportsklubben som byens samlingspunkt 

Nørager Boldklub er byens nerve. Her mødes folk på tværs af generationer, og det er ikke kun spillerne, der er en del af klubben – det er hele byen. Frivillige er afgørende for klubbens eksistens, og deres engagement skaber en stærk følelse af fællesskab. 

Sporten i byen har en vigtig social funktion, hvor både børn, unge og voksne har mulighed for at mødes og engagere sig i fællesskabet. Mange af de voksne har selv spillet i klubben som børn, og nu er de med til at træne de yngre generationer. Klubben er også et samlingssted ved byfester, julearrangementer og arbejdsdage, hvor der bliver bygget og vedligeholdt faciliteterne. 

“Det er svært at komme til byen uden at kende nogen, som allerede bor her. Camilla (kæreste til Mads’ bror) kommer heller ikke herfra, og hun valgte også at starte til håndbold.” 

“Nu vil der komme et generationsskifte i bestyrelsen i boldklubben, fordi der har siddet mange af de ældre, hvor så vi er nødt til at finde nogle nye der kan tage over. Nogle nye øjne og kræfter. Det er blevet sagt højt, for at det, der er, ikke dør ud med de gamle – og det er lykkedes.” 

Det sociale sammenhold strækker sig langt ud over banerne. Klubben arrangerer sommerfester, fællesspisninger og turneringer, som samler hele byen. Sporten bliver dermed et samlingspunkt, hvor venskaber skabes, og hvor alle bidrager til at holde gang i byen. 

Fremtiden for Nørager – og for Mads og Sarah 

Mens mange mindre byer kæmper med fraflytning og manglende faciliteter, oplever Nørager ikke samme tendens. Det skyldes i høj grad, at byen har et stærkt fællesskab og en velorganiseret sportsklub, som fungerer som en social rygrad. 

Kommunernes Landsforenings analysemagasin Momentum foretog tilbage i 2021 en undersøgelse, der viste, at hver syvende flytter tilbage til deres barndomskommune som voksen. Her klarer Norddjurs kommune sig også godt, da de ligger i den næsthøjeste kategori, der viser, at mellem 14 og 16,9% vender tilbage til kommunen som voksen. 

Mads og Sarah ser optimistisk på fremtiden og håber, at fællesskabet fortsat kan tiltrække nye beboere. De oplever, at flere unge familier vælger at bosætte sig i byen, netop fordi den byder på trygge rammer for børnene. 

“Når mine venner spørger, hvorfor vi flytter hertil, så svarer vi, at vi prioriterede vores børn.” 

For dem er Nørager ikke bare en lille by – det er et hjem, bygget på sammenhold, frivillighed og en dybfølt kærlighed til sporten. 

Selvom parrets ældste søn Magnus blot er 2 år, tør Mads og Sarah allerede nu lade ham løbe ned ad vejen til sin ven. De føler en stor tryghed i, at børnene vokser op i et miljø, hvor man hjælper og holder øje med hinanden. 

“Han ved allerede nu, at han bare skal løbe ned for enden til venstre.” 

De mener, at en stor del af byens sammenhængskraft skyldes sportsklubben. Når folk samles omkring klubben, bliver det tydeligt, at det er fællesskabet, der holder liv i byen: 

“En stor del af, at byen lever, som den gør – det er boldklubben!”